Opskrift: Hæklede grydelapper

Skrevet 27. november, 2017 under Håndarbejde


Jeg har eksperimenteret lidt med hjemmelavede julegaver (schyyyy, det hemmeligt). Og er kommet frem til denne her grydelap. Grydelappen er inspireret af grydelapperne Jeanette fra www.lutteridyl.dk har designet. I sidste uge lagde jeg den første lap på facebook i en hæklegruppe for at få lidt feedback. Alle de positive tilkendegivelser væltede mig helt bagover, og blev spurgt om jeg ikke ville dele min opskrift. Opskriften har jeg skrevet ned så godt som jeg kunne. Følg opskriften her på bloggen eller download opskriften HER.

Udstyr og materialer
Hæklenål str. 3
2 nøgler bomuldgarn + rester til bobler
Nål til hæftning og montering
Saks

Forkortelser
rk    = række
lm    = luftmaske
fm    = fastmaske
km   = kædemaske
boble = popcorn, bubble stich. Jeg har lavet dem med 5 masker, dvs. 6 løkker på nålen før du trækker tråden igennem sidste løkke. Find evt. en vejledning på youtube, f. eks. denne HER.

Forside
Slå 37 lm op, vend med 1 lm (38 lm i alt)
1 rk     1 fm i hver m, vend med 1 lm
2 rk     1 fm, 1 boble, 1 fm, gentag og slut med en fm i sidste m, vend med 1 lm
3. rk 1 fm i hver m, vend med 1 lm
4. rk 1 fm i hver m, vend med 1 lm
5. rk 1 fm i hver m, vend med 1 lm

Gentag nu rk 2 og rk 3-5 til du har 13 rækker med bobler. Slut af med 2 rækker fm. Luk af og hæft ender.

Jeg har lavet boblerne i forskellige farver og hæftet garnet på bagsiden ved blot at binde snorene sammen med et råbåndsknob, har ikke oplevet de er gået op. Hvis man er usikker kan enderne hæftes på traditionel vis, men der er ingen krav til pæne ender, da bagsiden er skjult imellem for- og bagside.

Bagside
Slå 37 lm op, vend med 1 lm (38 lm i alt)
1-56 rk 1 fm i hver, vend med 1 lm

Hækl en række fm hele vejen rundt – klip ikke snoren da de to lag skal hækles sammen senere.

Hank
Slå 22 lm op, vend med 1 lm (23 lm i alt)
1-3 rk 1 fm i hver m.

Nu er du klar til at samle grydelappen. Hækl dem sammen fra forsiden, så du starter med at hækle toppen. På den lange led er der for mange masker på bagsiden i forhold til forsiden så der kan du springe enten hver 4 maske over eller sætte knappenåle i og sjus dig frem til hvor der skal springes masker over. Hækl endnu en omgang, km i toppen og fm på de 3 andre sider. Montér hanken (jeg har syet min på) og din lap er færdig.

God hæklelyst!

Hvis du er glad for opskriften, og værdsætter mit arbejde nok til en donation, kan du overføre et valgfrit beløb via MobilePay til telefonnummer 51 88 69 94. På forhånd tak!

© 2017 i made this*